Med lokalplanen nu godkendt tager udviklingen af det nye byområde på hjørnet af Viborgvej og Tingvej fart. Området bliver et centralt omdrejningspunkt i Herning Kommunes samlede udviklingsplan for kvarteret omkring Tingvej, Lillelundvej og Viborgvej – en plan, der hviler på værdierne BY, LIV, HÅNDVÆRK OG HANDLEKRAFT.
Projektet markerer sig som en ny byport til den kommende bydel og får en markant og moderne arkitektonisk identitet, der samtidig spiller naturligt sammen med Hernings eksisterende bystruktur.
Lokalplanen åbner mulighed for op til 7.450 m² bebyggelse, fordelt på 3 til 5 etager. Mod Viborgvej danner den fem etager høje bebyggelse en tydelig, urbant skala, mens bygningshøjden gradvist tilpasser sig områdets karakter langs Tingvej med fire og tre etager.
Bebyggelsen er planlagt med blandede byfunktioner – herunder etageboliger, kontorer, caféer og andre centerformål, der sammen vil skabe et levende og attraktivt bymiljø. Arkitekturen er tænkt i varme, naturlige materialer som tegl og metal, med forskydninger i facader og tagformer, der giver variation og rytme.
I stueplan åbner bygningerne sig mod byrummet med aktive facader og grønne forløb, der skaber en imødekommende og tryg kant mod gaden. Private og fælles altaner samt grønne opholdsarealer understøtter et socialt og åbent boligmiljø.
Med den centrale og synlige beliggenhed bliver projektet et vigtigt pejlemærke for den fremtidige udvikling af bydelen.